Det stråler ud af Bibbi, at hun kan lide at være bedemand og trives med det. Hun er engageret og rigtig god til at se muligheder og til at omsætte ønsker i praksis, hvilket vi har oplevet to gange. Første gang i juli 2016, da min kones mor døde. Og igen i april 2018 til min mors bisættelse fra Frederikskirken i Højbjerg.
Da min svigermor døde var bl.a. børn, børnebørn og oldebørn samlet på det plejecenter, hun boede på. Bibbi spurgte, om vi ville hjælpe min kones mor fra sengen over i kisten. Det, der var rigtig svært, fik Bibbi generationer til at være sammen om på en naturlig måde. Hun gjorde det helt legalt at tale om og sørgede for, at alle fik en god oplevelse. Hvis nogle havde det svært, så fik de lov til at have det svært. Hun var meget omsorgsfuld, havde respekt for folks sorg, men Bibbi havde også en god direkthed og fik forløbet til at køre. Jeg ved ikke, om glædeligt pust er det rigtig udtryk at bruge, men det føltes lidt, som om Bibbi var netop det.
I forbindelse med min mors bisættelse tænkte vi, at det ville være flot at standse ved Musikhuset, hendes tennisklub og ved det sted i Højbjerg, hvor hun boede i 60 år. Det fik Bibbi arrangeret.
En lampe med blomstermotiv har fulgt min mor fra hendes barndomshjem til plejecentret, og de farver og blomster tog Bibbi udgangspunkt i, da hun arrangerede blomster til min mors kiste. Blomsterne levede fuldstændig op til vores forventninger, ja mere til. Det var personligt og meget fint. Det kan hun også, og det viser igen, at Bibbi er meget dygtig til at omsætte ønsker til handling. Hun har også et stort netværk, hun trækker på. Og så holder Bibbi, hvad hun lover – også prisen. Det betyder meget.