Jeg anbefaler på det varmeste Bibbi som bedemand. Hun har den helt rette tilgang til hvervet.
Min 85-årige far døde i april 2018 på Plejehjemmet Vikærgården i Risskov. Jeg fik Bibbi anbefalet af flere og ringede morgenen efter. Allerede i telefonen oplevede jeg at blive taget godt imod, selvom Bibbi havde travlt på det tidspunkt.
Da min svigerinde, mine to nevøer og jeg mødtes med Bibbi, brugte hun lang tid på at spore sig ind på, hvem vi var. Hun var medfølende uden at være salvesfuld. Og meget positiv. Vi havde ikke følelsen af at være nr. 44 i rækken. Bibbi var nærværende, og hun tog sig god tid og spurgte ind til vores behov og ønsker. Det betød meget. Også for mine to nevøer, som hun tog med på råd og lyttede til. Derfor fik min far et bånd i kirken, hvor der stod: Du var en sjov farfar.
I stedet for at folde et helt kistekatalog ud, havde Bibbi taget en enkel kiste, som hun ofte brugte til bisættelser, med. Det var en befrielse ikke at skulle forholde sig til en masse valg.
Min far var glad for naturen, og det var Bibbis forslag, at ligvognen kørte fordi det sted, mine forældre boede i mange år, og hvor jeg selv har boet som barn. Tæt på skoven. Det var ekstraordinært, og min far fik en smuk sidste tur gennem den grønne skov.
Bibbi havde styr på det hele, og det var trygt og professionelt. Også kaffe efter bisættelsen hjalp hun med at arrangere, ligesom hun bookede bord på en restaurant for den nærmeste familie efter kaffen. Det var en stor hjælp.
Både før bisættelsen, på selve dagen og efterfølgende har jeg følt mig utrolig godt behandlet. Jeg har mødt en del bedemænd, blandet andet da min bror døde, men Bibbi er noget ganske særligt. Det blev lige den bisættelse, vi havde ønsket, takket være Bibbi.