Bibbi Boisen sørgede for, at jeg og min familie fik sagt rigtig pænt farvel, da min mor blev begravet. Mor døde i sin seniorbolig i Hou, men selve begravelsen skulle foregå fra Rødovre Kirke, og hun skulle lægges i vores familiegravsted på Hvidovre kirkegård. Vi bestilte Bibbi til at gennemføre det hele, og det gjorde hun til UG.
Mor blev erklæret død klokken 14, og Bibbi kom klokken 20 samme aften og tog styringen, præcis som vi havde brug for. En af de bedste oplevelser var, at Bibbi hurtigt sagde: ”Jeg skal lige se, hvem vi snakker om”, og så gik hun ind i soveværelset og så til min mor. Det føltes så rart, at hun også ville kende den afdøde person. Alle i familien fik hurtigt et tillidsforhold til Bibbi. Hun var rigtig god til at lytte til alles ønsker og sørge for, at alle blev inddraget på en positiv måde. Hun gav sig også god tid til at forklare mine to store teenagere, hvad der rent praktisk skulle ske.
Min far sad ved siden af Bibbi i rustvognen, da hun kørte kisten med min mor til Sjælland. Selv om Rødovre Kirke ikke var helt nemme at samarbejde med, havde Bibbi totalt tjek på det hele og sørgede for, at alt blev så fint arrangeret. Da kisten skulle sænkes ned, stod min datter lidt alene. Pludselig stod Bibbi ved siden af hende og gav hende et kram. Hun har igennem hele forløbet været utrolig varm og nærværende og har formået at lette stemningen i en trist periode.
For os er Bibbi blevet vores ”familiebedemand”. Jeg vil aldrig være i tvivl om, hvor jeg skal henvende mig, hvis jeg igen skulle få brug for en bedemand. Oplevelserne med Bibbi har været så positive, at min datter faktisk overvejer, om hun skulle blive bedemand.
Anne‐Marie Rekly, Odder